• Sigtelser for salg og besiddelse af ulovlig cannabis i København er halveret efter lukningen af Pusher Street

    المصدر: BDK Borsnyt / 20 يوليو 2025 21:10:04   America/Los_Angeles

    Færre og færre bliver taget af Københavns Politi for besiddelse af ulovlig cannabis – hash, skunk, pot eller lignende. Det samme gælder antallet af personer, der bliver opdaget af politiet, mens der sælger ulovlig cannabis. I begge kategorier er antallet halveret efter lukningen af Pusher Street sidste år. Det viser tal fra Københavns Politi, som Berlingske har fået indsigt i. Tilbage i 2019 blev 1.003 personer taget for at sælge ulovlig cannabis. Samme år blev ikke færre end 4.502 taget for besiddelse, hvilket gjorde 2019 til et rekordår for sigtelser mod købere af ulovlig cannabis. De følgende år lå niveauet stabilt: Mellem 1.000 og 1.300 sigtelser mod sælgere, 2.500-3.900 mod købere. Indtil nu. Det seneste år er antallet af sigtelser mod cannabiskriminelle faldet markant. Tilsyneladende var vendepunktet 6. april 2024 og den endegyldige lukning af Pusher Street på Christiania som åbenlyst epicenter for den ulovlige cannabishandel i København. I de første seks måneder af 2025 er 253 personer blevet sigtet for salg af cannabis, og 859 for besiddelse af samme. Omregnet til sigtelser pr. måned er det i begge tilfælde rundt regnet en halvering. Ifølge vicepolitiinspektør Espen Godiksen, leder af Operativ Specialafdeling (OSA) i Københavns Politi, som står for bekæmpelsen af narkotikakriminalitet, er statistikken udtryk for de markante ændringer i hovedstadens stofmarked. »Lukningen af Pusher Street medførte, at handlen med ulovlig cannabis blev mere digital. Derfor er det også en anden måde, vi efterforsker de sager på i dag og får fat i de kriminelle på,« siger Espen Godiksen. Lukningen af det organiserede kriminelle hashmarked i Pusher Street fratog politiet en række fordele over for købere og sælgere af ulovlig cannabis. Eksempelvis var det velkendt, at handlen var kontrolleret af bandegrupperinger og rockerklubber. Derfor blev al hashsalg i Pusher Street anset af politiet og retsvæsenet for at være organiseret kriminalitet, og dermed risikerede sælgerne fængselsstraffe, ofte målt i år. Og i kombination med de stationære udsalgssteder med boderne i hashgaden gav det politiet en åbenlys fordel. »På Christiania før lukningen var det ét salg, hurtigt hen og snuppe dem, der havde købt og solgt. Nu foregår det på en anden måde, for ganske som forventet har vi set en opblomstring i narkohandlen på sociale medier,« siger Espen Godiksen. »Det kan godt medføre en ændring i tallene,« tilføjer han. Stoffer bragt til døren Handel med ulovlig cannabis – såvel som al andet ulovlig narkotika – foregår i København i stor stil over sociale medier. Her tilbyder anonyme sælgere alt fra cannabis til opioider, ketamin, kokain, ecstasy og alt derimellem. Billedet er imidlertid markant mere broget end tidligere. »På Christiania var de jo gode til at dele det op. De ville ikke have stærke stoffer derude, og i nogen udstrækning havde de succes med det. Nu er det mere op til den enkelte budcentral, hvad de vil have på menuen, og viser en sammenblanding mellem såkaldt hvide og brune bude,« siger Espen Godiksen. Han henviser til udbringning af eksempelvis kokain, der oftest sælges som hvidt pulver i små poser – og hash, der som bekendt er brunt. En godt og vel halvering af sigtelser for cannabiskriminalitet. Er det i praksis blevet mindre risikofyldt at sælge og besidde ulovlig cannabis? »Det tror jeg ikke, det er,« siger Espen Godiksen. Han peger på, at der det seneste år har været forsyningsproblemer til hashmarkedet i Danmark. »Det har været svært at skaffe hash i København i en længere periode. Med de andre typer af narkotika har vi omvendt set, at mængden i København stiger. Der har været mere af det – og mindre hash,« siger vicepolitiinspektøren: »Jeg tror mere, at tallene afspejler, at de kriminelle ændrer sig, og at vores indsats gør det samme.« Espen Godiksen forklarer, at der skal en helt anden type efterforskning til for at bekæmpe de netværk, som sælger narkotika over sociale medier og bringer varerne ud på elcykler og i biler. Det betyder et større forarbejde, før politiet kan skride til anholdelse. Til gengæld risikerer sælgerne at blive straffet for salg af større mængder end tidligere, siger politikommissæren. Han henviser til en sag fra begyndelsen af juli, hvor Københavns Politi slog til mod en kokaincentral, der solgte over sociale medier og leverede med budservice. »Der foretog vi ti anholdelser – som talte både bude og bagmænd – og sigtede dem for salg af op mod seks kilo kokain. Hvis det havde været en gadepusher taget på et hjørne et sted, havde vi nok samlet adskillige sager om handler, men mængden ville være mindre,« siger Espen Godiksen: »Så de enkelte narkokurerer skal kigge sig lige så meget over skulderen, som de altid har skullet. Men vi har flyttet os med den måde, det bliver solgt på,« tilføjer han. https://www.berlingske.dk/indland/sigtelser-for-salg-og-besiddelse-af-ulovlig-cannabis-i-koebenhavn-er
شارك على،